Derfor har jeg SÅ meget imod utroskab…

Det er sgu grav alvorligt når vi fucker med hinandens hjerter, hjerner og intuition. Er du utro? Så tag dit ansvar og pas godt på din partner, dine børn og dig selv.

I månedsvis hverken spiste eller drak jeg, med mindre der var en, der beordrede mig til det. Jeg løb min endomondoapp og mine Asicssko ihjel og kæderøg Prince klick selv om jeg ikke var ryger. Jeg stod og græd på toilettet, inden jeg skulle ind og undervise, og efter jeg havde dealet med kunder, og midt om natten hvor jeg troede jeg sov. Jeg vågnede hver nat præcis kl.3.30 med billeder af ham og hende på nethinden, og nogle nætter sov jeg slet ikke. De søvnløse nætter var de værste, dem hvor jeg blev lettet over at solen stod op, fordi min hjerne så ville få en velfortjent pause fra tankemylderet. Alligevel stod jeg op kl.6 hver dag, og jeg stod klar med mascara og overskudsmadpakker, når drengene vågnede og dagen begyndte. Sådan levede jeg i månedsvis, efter at jeg havde bedt min mand igennem 10 år om at gå fra mig. Han kunne ikke selv, så jeg måtte bede ham om det til sidst, for jeg vidste, at hvis jeg sov ved siden af ham en nat til, så ville jeg ende på den lukkede.

Før jeg beder ham om at gå, er der gået mange vanvittige måneder med spekulationer, spørgsmål, hans selvlede og fuldkomne tavshed. Tilsidst talte vi kun sammen en time om ugen, og det var når vi var i parterapi, hvor jeg sad og undskyldte for, at jeg havde spurgt ham, om der var en anden. Da min ældste spurgte mig: “hvorfor taler far ikke til dig mor” måtte jeg forklare ham på 8 og lillebror 5, at vi havde svært ved at være kærester, og at den dårlige stemning hjemme ikke handlede om dem… Fuck det var en vild tid! At holde sammen på sig selv og passe på sine børn samtidig er sgu ik… for børn.

Den sommernat jeg sad i sommerhuset midt i sommerferien, drengene sov, min mand var inde i byen, og jeg manisk og panisk prøvede at finde ud af, hvad der var galt med ham og mig faldt brikkerne på plads. Den lyse sommernat i den hvide sofa i vores elskede sommerhus med Ipaden i skødet, hvor alt kollapsede og jeg fandt ud af, at der virkelig var en, og hvem hun var… Den blev skælsættende for mig, på en eller anden mærkelig måde fik jeg fred, det lyder lidt skørt, men det gjorde jeg virkelig. For nu vidste jeg, at jeg ikke var ved at gå fra forstanden, og at min intuition intet fejlede, men at min mand manglede styrken og modet, til at fortælle mig det, han skylte mig at forælle. Jeg husker, at jeg først gik ud i haven, og så ud på det microlille badeværelse med den lyserøde tapet og kiggede mig i spejlet. Jeg kunne høre vores små drenges tunge vejrtrækning i rummet ved siden af, og så kom den… Jeg kunne mærke en råstyrke forplante sig i min krop, som jeg aldrig havde mærket før, det brusede vel med en masse hormoner i blodet, som jeg ik lige ved hvad hedder, men jeg ved, at de gjorde mig SÅ godt og SÅ stærk. På de få lyserøde m2 besluttede jeg mig for, at hvad der end skete, så ville jeg ikke være hende den sørgelige, hvis mand var skredet i svinget med den yngre sekretær, jeg besluttede mig benhårdt for at tage mit og drengenes liv i egne hænder…

Men på trods af min styrke og min beslutning om, at “komme videre” var min intuition og mit helbred så tyndslidt efter de her crazy måneder, at havde jeg ikke haft en kæmpe kærlig familie, fantastiske venner og en MEGET dygtig terapeut ved min side så tror jeg sgu nok, at det hele var endt meget anderledes og virkelig trist både for mig og drengene. For den her slags umenneskeligt press og manipulation kan ingen komme sig oven på, man skal simpelthen have hjælp og tonsvis af kærlighed og tålmodighed, og det var jeg så heldig at få, hvor end jeg færdedes.

Det her fortæller jeg jer ikke for at I skal have ondt af mig… For jeg har klicheagtigt nok aldrig haft det bedre. Jeg fortælller jer det fordi, at det der med utroskab og de løgne, den manipulation og det bedrag der kan følge i kølvandet, hvis man ikke tager ansvar for det, er noget, der desideret kan ødelægge et andet menneskes mentale og fysiske helbred og have de hårdeste konsekvenser for uskyldige børn. Vi skylder hinanden og kærligheden at tage det her dybt alvorligt.

Og nu slutter jeg dette indlæg her, uden yderligere gennemlæsning eller korrektur (sorry! til Maria min skrivelærer fra DMJX som nok korser sig over, at jeg skipper redigeringsfasen) og jeg poster med det samme, for ellers så svigter modet mig i morgen, og indlægget ender som en kladde…  Jeg slutter ikke for at tease, men fordi det lidt overraskende har været med en kæmpe sorg og hjertebanken, at jeg her til aften helt spontant satte mig ned og skrev om det her, der åbenbart har ligget i min skrivehjerne længe. Det gør ondt, at kigge tilbage på den hårde tid drengene og jeg gik igennem, men kæft det gør mig godt, at kigge på hvad jeg er kommet igennem og hvordan, og ikke mindst så føler jeg mig totalt elsket af alle de mennesker der er sprunget til alle mulige steder fra for at støtte mig, snakke med mig, udfordre mig, flytte for mig, drikke mig fuld og grine med mig lige når det så aller aller sortest ud.

Så go nat go nat og pas godt på din partner og den måde I forvalter jeres kærlighed på. Måske sidder der en mand eller kvinde og læser med, der står der hvor jeg stod, til dig vil jeg sige, at selv om dit liv vendes fuldkommen på vrangen, så har du valget om du vil iklæde dig offerkappen eller flyve med den sindssyge process, der følger i kølvandet på enhver personlig krise. FLYV FLYV!!!

NU poster jeg!!!

 

33 Kommentarer

  • Frederikke siger:

    Stærk læsning. Blev meget berørt da jeg læste dine ord og er nu helt stille indeni.

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære Frederikke
      Stilhed og eftertænksomhed er GULD! 😉 Især hvis det følges op med en skraldgriner…
      Dejlig weekend til dig og tak for at du læser med

  • Jesper siger:

    Jeg håber din mand er kommet ovenpå igen, det virker ikke som om du bekymrede dig særligt meget om ham. Tog du også ansvaret for at han kom godt videre eller lod du ham reelt set betale prisen ?
    Har du overvejet hvordan han har haft det i al den tid du har været utro og han har været bevidst om det ?
    Jeg hører kun om DIG og DINE følelser. Der er ikke megen dårlig samvittighed at spore eller bevidsthed om hvad du har ødelagt for dine børns far.
    Jeg håber I alle er kommet godt videre og du aldrig må blive udsat for hvad du selv udsatte din ægtefælle for. Ærlighed varer længst og sandheden kommer ALTID frem…..sooner or later.

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Hey Jesper
      Tak fordi du læser med. På bloggen skriver jeg om mig og mit liv og derfor også mine følelser. Hm… Ja sandheden kommer altid frem det har du helt ret i… Heldigvis da.

      • Diz siger:

        Hej Sofie,
        Du benægter dog ikke, at du var din Eks mand utro, ifg. Jespers kommentar? Hvis dette er tilfældet, bliver det hele jo meget anderledes.

        Men jeg er virkelig ked af hvad du har gennemgået, og jeg er glad for at du har det godt igen. 🙂

    • Birgitte siger:

      Hej Jesper
      Som jeg læser det, var det HAM der var utro! Så Maria har netop taget ansvaret for familien ved ikke at lade sig ødelægge helt, hvilket ubetinget ville gå ud over børnene. At han ikke havde respekten til at være ærlig er noget han selv må kæmpe med efterfølgende …

  • Sofie siger:

    Fornemt!

  • Helle siger:

    STOR respekt for dig..Har slugt hvert et ord. Hvor er det godt skrevet. Tak, fordi du postede.

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Og TAK til dig Helle for at du læste med.
      Hav et forrygende 2016 på hovedet og på vrangen.
      KH Maria

  • Pia siger:

    Flot og modigt skrevet! Jeg har mødt dig et par gange gennem Mai, og har læst et par af dine blogindlæg. Jeg vil bare sige, at du er super sej – sej fordi du deler dine tanker, og ikke forsøger at præsentere et glansbillede, sej fordi du vælger en anden vej end offerrollen og sej fordi du er kommet videre fra det ultimative svigt, man kan opleve fra sin partner. Held & lykke til dig og dine drenge!

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære Pia 🙂
      Dig ka jeg da godt huske! Hvor hyggeligt at du læser med, og fedest af alt at mine tanker og tekster giver mening for dig. Tak for hep, og held og lykke jeg sender det samme retur til dig, og ønsker dig et fabelagtigt 2016. Måske vi ses hos Mai, det kunne være hyggeligt.
      KH Maria

  • Morten B siger:

    Spot on! Dem der har været én utro gør sig ingen begreb om hvor meget det smadrer ens krop. Har selv været det igennem… er ikke helt ude endnu, men snart…. snart! I min historie var der desværre kun familien der støttede. Vennerne troede de andre venner støttede. Så det har været/er en ensom kamp.

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Hey Morten!
      Nej, dem der ikke har prøvet det, vil formentlig og forståeligt nok aldrig forstå smerten. Det gav mig en rigtig god energi, at stoppe med at prøve at forklare og få min X til at forstå det helvede drengene og jeg gik igennem… Men alt er jo forskelligt fra brud til brud. Jeg kender dig ikke, men du skal vide, at jeg hepper på dig og at det gode liv er liiiige rundt om hjørnet… Snart snart!!! I promise!!!
      KH Maria

  • Louise siger:

    Som taget ud af min indre dagbog. Utroligt hvad man formår i situationen. Det kræver den vildeste styrke. Jeg overlevede også på kærlighed fra de mange omkring mig. Men mest af alt på at være tro mod mig selv. Og dét føles godt!

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære anna
      Ja, det er vildt som denne form for historier er meget forskellige os så alligevel ofte så ens.
      Dejligt du er et godt sted i livet og videre med noget nyt og spændende.
      Sender dig og dine børn den bedste karma. Tak fordi du læser med og kommenterer.

      KH Maria

  • Stine siger:

    Det er SÅ spot on og smukt skrevet. Sjældent er jeg blevet så rørt. Tak❤️

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Tak Stine. Det var meget hårdere at skrive om, end jeg lige have troet. Mest af alt fordi jeg var bange for at virke offeragtig. Men alle jeres dejlige kommentarer og al den love der er fulgt med i kølvandet på dette indlæg, er virkelig vild og energigivende.
      Tak for at du læser med og hepper! Det gør mig og andre læsere der har oplevet lignende situationer i livet SÅ godt.

      KH Maria

  • Lisbeth siger:

    Tak.
    Stilhenden omkring følgevirkninger af utroskab, er larmende.
    Den stiltiende accept fra de, som kender til den, er forunderligt.
    Det er ikke bruddet, der koster.
    Det Løgnen & Disharmoni mellem sagte ord fra det menneske, man tror er ens bedste ven og den fornemmede Sandhed, der undergraver alt.
    Tak for dine ord & mod til at sende uden redigerer.
    Bedste hilsner fra Lisbeth

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Ja, præcis Lisbeth… Det er nemlig ikke selve utroskabet, men alt det crap der følger med, når den utro part ikke tager sit ansvar, der er så ødelæggende for krop og sjæl.
      Tak fordi du læser med, og rigtig dejligt nytår til dig.
      KH Maria

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:
  • Birgitte siger:

    Jeg har selv prøvet at være i den situation. Og et eller andet sted, var det en lettelse for mig at få bekræftet, at min intuition ikke tog fejl! Jeg lærte fremover at stole mere på mig selv og mine fornemmelser – og det er jeg trods alt glad for 😊

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære Birgitte
      Med alt crap kommer der en masse gode ting. Er man en gang blevet trukket igennem helvede og har man selv fundet vejen tilbage, så kender man sig selv godt nok til ikke at tvivle på ens intuition eller mavefornemmelse igen. Det er en stærk læring, jeg heler ikke ville have været foruden.
      Tak fordi du læser med, jeg ønsker dig et lykkebringende 2016.
      KH Maria

  • Esben Fjord siger:

    Hej Maria
    Tak forbi du sætter ord på mine følelser 😊

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Og tak til dig Esben for at du læser med og kommenterer. Med alle de kommentarer, mails og beskeder jeg har fået for dette indlæg, kan jeg garantere dig, at du ikke på nogen måde er alene med dine følelser. Selv om det ikke kan fjerne den smerte man selv står i, synes jeg at det er rart at tænke på, at man ikke er alene om noget, der er så smertefuldt.

      Må du få et mega giga fantastisk 2016!
      KH Maria

  • Jesper siger:

    Utroskab er et direkte overgreb på partnerens selvværd og evne til at have tillid til andre. Og jeg har helt korrekt et valg, som du nævner til sidst – jeg flyver…. eller rette det gør hun. Ud af mit liv. I min bog findes ingen alternativer.

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære Jesper
      Lov mig at du også flyver 😉 Der er SÅ meget godt i vente I promise! Tak for at du læser med og deler ud af dig selv. Selv om ingen historier eller knuste hjerter er ens, så varmer det når læsere har modet til at kommentere og dele deres historier.
      Flyv flyv flyv! Jeg hepper på dig!

      Maria

  • Den utro part siger:

    Godt indlæg!
    Rart at læse andres oplevelse af at have oplevet utroskab.
    Jeg selv er desværre en af dem, som har været utro, men heldigvis for mig har jeg en mand, som har kæmpet for os for vores barns skyld, trods han stadig efter 3 år ikke har tilgivet hvad jeg gjorde.
    Kærligheden mellem os var stor nok til at vi kom igennem det, fordi ingen af os kunne gå fra den anden – selvom man er den utro part har det ikke noget med et andet menneske og sex at gøre, men på DR tidspunkt nogle af mine personlige svagheder, der gjorde at jeg ikke havde styrken til at passe mit forhold i god tid før det gik galt. I dag er vi gift og har fået endnu et dejligt barn. Ikke som plaster for at redde forholdet men fordi vi kom stærkere ud på den anden side og på desværre en dum måde har fået bekræftet, at vi hører sammen. Vi havde også fantastiske venner og familie der bakkede op men det kan selvfølglig kun lykkes, hvis begge parter ønsker at redde det. I dag priser jeg mig lykkelig for at vi har en datter som gjorde, at vi havde noget at kæmpe for, fordi ingen af os ønskede at gøre hende til skilsmissebarn. Ja din mand var utro, men forud for utroskabet har et eller andet været grunden dertil. Uanset hvor kliché agtigt det lyder, så skal der to til tango og et forhold skal plejes gennem hele livet! En masse tanker til alle børnene. Gid dine forældre uanset udfaldet må formå at udvise en voksen måde at håndtere utroskaben på, så du får det bedste ud af dine forældre ❤️❤️ Og uden tanke og redigering poster jeg også fordi så få af de utro står frem, men det er lige så svært for os, tro det eller ej!

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Kære <3
      Tak for at du deler jeres historie. Hvor er det sejt gået af jer at finde tilbage til hinanden og kæmpe for kærligheden og familien. Stor respekt for det. Helt enig, der skal to til en tango hele livet og altid, hvis man vil have et parforhold til at fungere og holde.
      Set i bakspejlet kørte det ikke på skinner mellem min x og jeg. I et langt kærlighedsliv vil der være op og nedture svære stunder og kriser, og man kan blive fristet og også falde i, det tænker jeg er en del af pakken. Men i min verden er det aldrig ok at være utro og så ikke tage ansvaret for det. Det er efter min mening ikke selve utroskabet, der er det største svigt, men al den løgn og manipulation der følger med, når man benægter den anden sandheden. Så lige gyldig hvor meget der skal to til at danse Tango, så er der kun en, der kan tage ansvar for det utroskab han/hun har haft gang i, grundene til at det er sket, er så noget begge må tage ansvar for og turde kigge på, hvis det skal have en chance. Det skete aldrig for vores vedkommende og tilsidst måtte jeg gå og det hele endte i et kæmpe rod, hvilket det ofte gør når relationer ender uden afklaring, kærlighed og respekt... Øv! For selv om jeg ikke ville kunne se os sammen i dag, så har jeg længe levet med en sorg over at vores lille familie ikke fik en chance til enten at fortsætte eller gå i opløsning på fredelig vis fordi han levede efter princippet benægt, benægt, benægt...
      Og ja! Hvis det stod til mig inkluderede dronningen også delebørnene, når hun nytårsaften sender sine tanker til søens folk, Grønland og Færøerne. De kommer igennem det og lever med det, men det er hårdere for flere børn end vi voksne lige går og bilder os ind.
      Endnu engang tak for at du læste med og delte jeres erfaringer, det giver en så stærk nuance i debatten for intet er sort/hvidt i disse sager.
      KH
      Maria

  • Sophie siger:

    Jeg har selv været utro. Da jeg fattede, hvad jeg egentlig havde gang i, var jeg for langt ude i det.
    Min mand har aldrig spurgt mig, hvor langt over grænsen jeg gik, men han ved, at jeg har svigtet meget alvorligt, og at jeg egentlig havde planlagt at gå fra ham.
    Han bad mig om at blive, og trak stregen i sandet; at hvis jeg blev, var det slut med løgn og svigt.

    I dag får jeg det nærmest fysisk skidt ved tanken om, hvad det kunne have kostet mig. Og på den anden side, så er utroskab så banalt og så åndssvagt. Mit var i en kæmpe brandert, hvor jeg var sikker på, at vi stod i skilsmisse. Jeg var ligeglad med alt, og skulle bare bekræftes…

    Jeg ved egentlig ikke, hvad formålet med min kommentar er, andet end at ubalance i forholdet kan presse en ud i utroskab, og man er ikke et ondt menneske, fordi man gør det. Det kan godt være, at det er en meget moralsk forkert handling, der kan koste en de vigtigste ting, men for mig har mit utroskab dælme også gjort ondt på mig…

  • Christina siger:

    Kære Maria,
    Det du skriver rører mig dybt, men hvor er du sej, at du kommer ud på den anden side med dig selv, og ikke mindst dine drenge, og med rank ryg.
    Jeg oplevede selv løgne og bedrag mens jeg var gravid med min datter, men hun og jeg kom ud på den anden side sammen – og på grund af hende, følte jeg mig aldrig ensom. Det jeg var igennem gør, at jeg følte mig stærk da jeg gik og aldrig kiggede mig tilbage. Heldigt for mig, så ventede manden i mit liv heldigvis forude.
    At opleve den slags svigt, som løgne og utroskab er, mens man sidder i en meget sårbar situation kræver tid og bearbejdelse, men jeg fik en kæmpe selvindsigt.
    Fantastisk at høre, at du, ligesom jeg, har det bedre end nogensinde.
    Kh Christina

  • Anna Stenbeck siger:

    Kære Maria
    Det er ærlig læsning og beskriver lige nøjagtig hvad jeg gennem gik for 4 år siden. En ubehagelig tid, men samtidigt befriende for den følelse af manglende kærlighed og fornemmelse af en andens tilstedeværelse.
    Jeg tig også sagen i egen hånd og gik fra min mand, da han også var for svag til at gå.
    Sad med to børn og en familie i Sverige.
    Jeg har mødt en ny fantastisk mand og er videre i mit liv.
    Synes du er stærk og det tager jeg hatten af for. Godt gået.
    Masse gode tanker til dig og godt nytår

    Hilsen Anna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *