Er det nemmere at identificere sig med tragedier i egen baghave?

I kølvandet på terrorattentaterne i Paris er der kommet gang i debatten omkring, hvorfor vi hører mere om og reagerer mere på at 129 mennesker er døde i Paris´ gader, end andre tragedier, der koster mange flere menneskeliv andre steder på vores klode.

Jeg synes, det er en super vigtig debat. Det handler selvfølgelig om, hvilke nyheder vi bliver eksponeret for, hvordan nyhedsmedierne vælger og vinkler historier for os, og selv om de nok ikke altid vil være ved det, så prioriterer de vel for det meste de nyheder de ved, vi seere og læsere bedst kan identificere os med… Nyheder og historier der sælger. Derfor bliver dækningen ofte omkring det der sker i vores vestlige baghave. Vi så det fx. efter Tsunamien i 2004, hvor vi hørte mere om hvordan naturkatastrofen havde hærget i Thailand (hvor alle de vestlige turister var) end i den Indonesiske region Banda Ache, hvor mange mange flere mennesker mistede livet. Men hvorfor er det sådan, at vi bedst kan forholde os til tragedier, der sker for mennesker der har samme livssituation som en selv?

Det er efterhånden en klassiker, at en del af selvransagelsen efter et terroranslag i vesten er, at vende vrangen ud på hvor vi lægger vores sympati, og hvorfor man sympatiserer mere med det, der sker lige rundt om hjørnet end på mere fjerne kontinenter. Flere af debatterne gik efter i fredags på, at vi vesterlændinge er hykleriske, fordi vi først og fremmest kærrer os om “vores egne”… Altså når der springer en bombe i langtbortistan, og der ikke er nogen europæiske ofre, hører man intet eller meget lidt i medierne, og ingen reagerer på de sociale medier. Men når der er terror i Paris, er vi allesammen enten Charlie Hebdo eller også farver vi vores profilfoto på FB som le tricolore for at vise vores sympati. Som debatten udviklede sig i går på de sociale medier, begyndte jeg at undre mig over, at jeg engagerer mig så meget følelsesmæssigt i tragedien i Paris i forhold til, at der er andre steder i verden, hvor mange flere har mistet livet i denne uge. Men er det ikke nærmere menneskeligt end hyklerisk, at man bedre kan forholde sig til ting, der sker inden for ens egen begrebsverden… i ens egen baghave? Det lyder jo ikke synderligt sympatisk, det vil jeg gerne stå ved. Men mon ikke det går begge veje, er det ikke bare sådan, vi mennesker er stykket sammen? Mon ikke man i Lima interesserer sig mere for en konflikt eller tragedie, der foregår i Sydamerika? Og mon ikke terroranslagene i Paris fylder meget mindre i Peruvianernes bevidsthed og medier end i vores? Jeg ved det af gode grunde ikke, men det kunne være interessant at undersøge.

Jeg tror på, at fordi vi er så heldige, at vi helt tilfældigt er blevet født ind i en mere priviligeret del af verden, også helt naturligt har et større ansvar for vores medmennesker. Jeg synes, vi skal dele generøst ud af vores velstand og bakke op om demokratisk og økonomisk udvikling, undervise i ligestilling og sexualundervisning og hjælpe folk på flugt mm. Det er et stort ansvar, der følger med at være blandt de heldige og ressourcestærke. Det ansvar er vi os bevidst, og måske er det derfor vi også forventer af hinanden at vi skal kunne identificere os lige meget til alle verdens problematikker… Eller hvad?

For mig handler det ikke om, at man har mere eller mindre sympati for mennesker fra det ene eller andet kontinent, eller at nogle menneskeliv er mere værd end andre. Fordi jeg føler stærkt med ofrene i Paris, betyder det ikke, at jeg er ligeglad med, at der er folk i nød, på flugt og i krig andre steder i verden. Dem der kender mig personligt kan skrive under på, at jeg hverken er afstumpet, arrogant, snævertsynet, uoplyst eller uberejst… Måske er det bare så såre simpelt, at jeg bedre kan forholde mig til noget, der sker, i en by jeg har besøgt mange mange gange for at nyde livet, høre musik, danse og spise god mad. Jeg kan nemmere forholde mig til ting, der sker for mennesker, der lever i et frit og åbent samfund, en luksus jeg sætter stor pris på, og ville ønske alle verdens borgere også kunne tage for givet. Men fordi jeg bedre kan identificere mig med nogle menneskers lidelser og sorg, betyder det ikke, at jeg er ligeglad med ting, der sker andre steder i verden for smerte, tab og sorg kan efter min mening ikke gradbøjes. Måske er det egentlig ret så menneskeligt, men bare ikke rigtig noget vi taler højt om..

Så skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden på, hvem eller hvad vi hver især kan identificere os med og så glædes over, at der strømmer så meget kærlighed og sympati til og fra mennesker når verden går af lave og tragedierne raser? Guderne skal vide, at der er brug for al den love vi kan trække…

PEACE

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *