Om at give sig hen og lade hjertet stå pivåbent…

Når ens hjerte brister og svigtet er massivt tillægger de fleste af os en del overlevelsesstrategier for at… overleve. Det er ganske smart, så længe krisen kradser i os, fordi strategierne holder vores hoved oppe og benene nede. En af de strategier jeg ubevidst nappede på hylden i skilsmissegesheften var at pakke mit hjerte ind i et meget voldsomt og nærmest uigennemtrængeligt panser…

På trods af at jeg grundlæggende er et meget tillidsfuldt menneske, gjorde dette panser jeg så ubevidst valgte, mig utilnærmelig, lettere kølig og kynisk, vurderende, distanceret, overdrevet selvstændig og kritisk og meget på vagt når det gjaldt mænd og kærlighed  Jeg blev som jeg snakkede med min kloge mor om lidt hård i filten, og det var mærkeligt, for det har jeg nok aldrig rigtig været (siden mine teenageår). Jeg datede mange dejlige mænd efter min skilsmisse, men lukkede aldrig rigtig nogen af dem helt ind og gav mig aldrig rigtig helt hen. Jeg vidste det ikke, men jeg turde ikke. Min hjerte ville så gerne, men min hjerne fuckede så hårdt med mig, at den fandt på alle mulige grunde til, at det ikke skulle blive til noget længerevarende og mere seriøst, og jeg sluttede i mit stille sind fred med, at jeg muligvis ville være single forever.

Det var så lige indtil at jeg sidste sommer tog til New York med min bedste ven og spritstiv blev snavet i gulvet af ham på et dansegulv i Brooklyn – seriøst bedste kys ever! Jeg kan huske, at jeg i min brændert på det overfyldte dametoilet kiggede mig i spejlet og tænkte, at det nok ikke var så smart… Men det viste sig, at være det smarteste jeg har gjort i hele mit kærlighedsliv.

De næste mange måneder var vi begge flyvende, som man jo er, når man er crazy in love og ik kan tænke på andet end hinanden. Men som tiden gik og jeg stak hovedet ud af “the love nest”, kom tvivlen og kynismen tilbage. Han gav mig ALT det min sjæl havde længtes efter i mange år, og alligevel var det ikke godt nok, eller på den rigtige måde, for meget eller for lidt og hele tiden og i de fleste situationer, kunne min hjerne finde på at fucke med mig, for at overbevise mig om at jeg skulle trække stikket og følelserne og smutte tilbage til min singlehule igen. Jeg var så utryg ved, at han elskede mig så ubetinget og så meget i tvivl om, om jeg overhovedet var værd at elske, at der sad en stemme i mit hoved og råbte: Get out get out det her er jo pissefarligt!!! Det er da skørt, at det man længes aller mest efter, kan være det man har aller mest modstand på… At når man i mange år, har været i tvivl eller oven i købet overbevist om, at man ikke er værd at elske, bare for den man nu engang er, ikke kan tro på kærligheden når den viser sig i den fineste, største mest sårbare og vidunderlige udgave. Hvordan forklarer man et hjerte i panser og en hjerne der fucker med dig at du er safe og at alt er godt?

Jeg havde en meget klog dame (tak Michelle;-) ved min side, som kunne forklare mig, hvilke mekanismer der var på spil.  Når jeg lige havde fundet på en undskyldning for at stoppe det flow af kærlighed der ramte mig ustandseligt, og i perioder ret så stædigt men altid meget tålmodigt, bad hun mig holde fast og holde ved. Jeg tænkte, at hun var skør, for kærlighed skulle i min verden ikke være så svær. Men det hun vidste, som jeg ikke vidste var er, at når man er blevet brændt til ukendelighed så vil man tvivle, man vil have svært ved at give sig hen og det er en kamp at lægge sine parader ned. Det tager tid og tålmodighed fra begge parter. Det er en kamp som man må tage, men man kan ikke tage den alene og man må åbne op for at hjertet kan tø op og tilliden indfinde sig. Det har været noget af det hårdeste og vildeste jeg har prøvet, men hvis du spørger mig, så SKAL man turde ta den. For at snyde sig selv for kærlighed resten af livet, “bare” fordi man en gang har fået et ordentligt rap over nallerne det er sgu spild af det gode liv, vild kærlighed og tosomhed. Når kampen er overstået, crazystøvet har lagt sig, din hjerne stopper med at vende vrangen ud på dig og paraderne er sparket væk venter der dig den største gave.

For mit vekommende handlede det jo ikke om for meget eller for lidt eller hvordan han elskede (elsker) mig, det handlede om at jeg turde tage springet og tro på at der kom en masse godt ud af at lade mit hjerte stå piv åbent…

Jeg har vundet, vi har vundet og kærligheden har sejret. I dag kan jeg prale af at have et pivåbent hjerte. Det holdt hårdt, meget hårdt meget længe men fuck hvor er det godt og det hele værd… Tak Jacob! Fordi du har lært mig hvad kærlighed er for en størrelse.

Big love til alle på vrangen peeps denne dejlige sommerlørdag

KH Maria

4 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *