Pis og lorte dage…

I dag er det en pis og lorte dag hos os… Det kalder vi de dage hvor drengene skifter imellem deres to hjem. For som vi blev enige om for et stykke tid siden, så kan man lige så godt kalde en spade for en spade og en pis og lorte dag for en pis og lorte dag.

Det tror jeg faktisk, at vi skilsmisseforældre har lidt svært ved. Altså det der med pis og lortedagene og det med at turde kigge på, hvilke konsekvenser vores livsvalg har for vores børn, når deres safeplace bliver splittet i to.

Jeg forstår det godt, for det nemmeste og mest behagelige er da at holde fanen højt og beholde masken på og kun fokusere på de lyse sider af tilværelsen. Men det gavner hverken børnene, debatten eller os selv hvis vi ikke tør kigge på den sorg, der vender vrangen ud på vores børn.

 

Jeg skriver ikke det her for at være nederen, og det kan måske lyde som om, at vi hjemme hos os søber os i smerte og tristhed… Det gør vi slet ik. Og folk går fra hinanden, det er hvad der sker, personligt ville jeg ikke have haft det anderledes. Men vi forældre har efter min mening, nogen gange lidt for travlt med at kigge på de lyse sider af skilsmissen når vi snakker om livet sammen med børnene. Vi lader dem ikke komme til med deres lidt mere triste og mørke betragtninger af livet som 50/50 barn, og vi tør ikke se på og høre om hvad der følger med af crap i delebarnslivet. For det nytter jo ikke noget, og man kan alligevel ikke gøre noget ved det, tænker de fleste forældre måske og så stopper snakken der… Det er selvfølgelig rigtig nok, men følelserne og savnet og ønskerne om at det var anderledes lever i hverfald i mine drenge, og det er også en del af skilsmissepakken, som vi som forældre må have modet til at kigge på sammen med børnene. Det er jo nemt nok at se på de lyse sider, når man ikke er den der skal pakke sit liv sammen hver anden uge… Eller savne rigtig meget.

Ved kun at se på de lyse sider og ikke anerkende den smerte børn med to hjem lever med, stiller vi nogle sindssygt høje krav til børnene om bare at lyne op i følelsesregisteret, ta supermankappen på og flyve mellem de to hjem flere gange om måneden i højt humør og med lyst sind. Måske gør vi dem endda lidt forkerte, når vi ikke giver plads til deres sorg og smerte. What do I know?… Jeg er ikke terapeut… Men det behøver man heller ikke at være, for at kunne regne ud at ligegyldig hvor “lykkelig” skilsmissen har været, og ligegyldig hvor godt forældrene samarbejder og kommunikerer, så er det for børnenes vedkommende en stressfaktor at pendle imellem to hjem med forskellige normer og værdier. Og så er der det med savnet… For som min ældste sagde i går aftes lige inden han faldt i søvn “Mor jeg savner dig allerede… Når jeg er hos far, så savner jeg dig, og når jeg er hos dig, så savner jeg far”. Det er det dilemma de skilsmissebørn jeg kender dealer med. De føler lidt, at de aldrig får et break fra savnet, for et break ville være far og mor på samme matrikkel og det ved de godt ikke kommer til at ske. Ligegyldig hvor højt de ønsker det og hvor ofte de drømmer om det.

En gigantisk sammensat familie, to juleaftener, forældres nye søde kærester, to værelser, flere fødselsdagsgaver mm. er for nogle skilsmissebørns vedkommende de lyse sider af 50/50 livet og det er jo dejligt. Men jeg er ret så sikker på, at mange børn med to familier ville skylle det hele ud med badevandet, for at skulle slippe for at blive revet op med rode når der er gået 7, 5, eller 9, dage alt efter hvilken ordning deres forældre har valgt for dem. Det må vi forældre acceptere og lægge øre til, så børnene ikke føler sig forkerte eller alene med ønskerne om at have deres liv samlet et sted i en familie.

Ha´en go dag basse klingede riiimeligt hult i 5.x i morges, for jeg ved, at min ældste synes det var pis og lorte dag med ekstra pis på i dag og han havde med glæde lukket badevandet ud for fuld kraft. Jeg ved også, at han lige om lidt suser rundt og spiller fodbold i boldburet med sine venner, at han løser de spændende opgaver hans übercool lærere stiller ham i timerne og at han giver sin lillesøster et kæmpe kærligt kys når han lander hos sin far i forstæderne i aften. Det er super dejligt at tænke på, og det er det børn de kan… De er så cool og omstillingsparate, og de får det bedste ud af det meste. Det skal vi voksne værne om, og vi skal passe på dem og aldrig aldrig tage for givet eller drive rovdrift på, ved at kræve at de altid skal se på de lyse sider af livet som nogen gange er rodet og kompliceret og fyldt med modsatrettede følelser.

Børn har også pis og lorte dage og stunder. De er ikke farlige og varer jo ikke ved forevigt, det må vi forældre acceptere og rumme. I stedet for straks flygte hen til de lyse sider af livet skal vi lytte, anerkende og spørge ind til deres tanker og det rod der følger med i skilsmissekufferten, så de lærer at pis og lortedage nok er ubehagelige men ikke farlige, og at livet er fyldt med nuancer og op og nedture for os alle.

 

6 Kommentarer

  • Anja Olsen siger:

    Pisse godt indlæg og vigtigt at sætte spot på !

    God dag

    mange hilsner
    Anja Olsen

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Hej Anja, fedt du læser med, og ja! Vi ska sku passe på de små pus…. Også på pis og lortedagene som jo er knap så festlige, men de ender jo også godt, så længe man tager børnene seriøst 😉
      Dejlig torsdag til dig
      KH Maria

  • Nina siger:

    Good point there…
    Børnene skal have lov at ha’ deres dage.. Rigtig godt skrevet.
    Vi må ik dømme børnene på skiftet mellem forældrene…
    De stakkels uskyldige individer ♥️

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Hej Nina
      Ja! De er små og uskyldige, dem skal vi voksne passe rigtig godt på, bla. ved at lære dem hvordan man dealer med livets op og nedture… Så de som unge og voksne kan passe på sig selv også på pis og lortedagene 😉
      Tak fordi du læser med.
      Ha en dejlig dag.
      KH Maria

  • Jette siger:

    Fint indlæg 🙂
    Socialrealisme har dog sine gode og sine dårlige sider. Vi forældre skal passe på, at vi ikke sætter dagsordenen for vores børns følelser. Det er ok at kalde en skiftedag for pis og lort, hvis det anerkende barnets følelser her og nu, og hvis det er det udtryk barnet lige nu bruger, til at forklare sine følelser.
    Jeg kom en gang til at sige til min søn, at det nok ikke var så godt at lege 3 sammen (de var 3 små kammerater, som i en periode slet ikke kunne enes, når de legede sammen, og mit udsagn kom i en situation, hvor han kom hjem og var dybt frustreret over at deres leg gik i “skuddermudder”…..Jeg mente blot, at de måske havde godt af at tage en lille pause på et par dage). Flere måneder efter, hørte jeg tilfældigvis min søn afvise en kammerat i døren med den begrundelse, at hans mor ikke synes de kunne lege 3 sammen (han havde allerede en kammerat på besøg). Det gav mig indsigt i, hvor meget vores børn lytter til det vi siger, og hvor stor betydning det kan have, at vi på voksenmaner giver udtryk for noget, uden at barnet har den indsigt det behøver, for at kunne forholde sig nuanceret til det.
    Jeg forklarede naturligvis min søn, at jeg havde udtrykt mig forkert, og vi fik reddet situationen, så han fremover selv kunne bestemme, hvem og hvor mange han ville lege med 😀

    • Maria Helgstrand Maria Helgstrand siger:

      Hej Jette
      Det er en super vigtig pointe. Og det er en hårfin balance, at lære sine børn at navigere i livet uden at putte sine egne ord og følelser i deres mund og sind. Jeg tænker, at det handler om, at man som voksen skal lære at skelne imellem sine egne og barnets følelser. Og så skal vi voksne, se at få kigget vores børn noget mere i øjnene og snakke og snakke og spørge og spørge og undre os og filosofere over livet med dem, når de der fine gode snakke opstår.

      Ha en dejlig dag og tak for at du læser med.
      KH Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *