Om at skulle knalde med en anden end den man har fået børn med…

Forleden nat sad jeg i en taxi godt fuld på vej hjem fra den sjoveste fest. Jeg splejsede med en af de andre damer, for vi er hyggeligt nok næsten naboer. Vi har ikke kendt hinanden længe, men fra vi mødte hinanden første gang, har vi altid talt rimelig meget og meget lige ud af posen, og vi har vendt vrangen ud på de fleste aspekter i livet. Hun er meget inspirerende – en skøn kvinde med den vildeste udstråling, humor og energi.

På bagsædet sniksnakkede vi om festen, og vi skraldgrinede af, at jeg havde stukket hovedet ind under sluchicemaskinen med ret så meget sprut i, og at hun havde flashet det meste af forsamlingen. YEP! Vi havde begge haft en fest til festen. Den dejlige kvinde er fraskilt på 2. år, og jeg spurgte ind til, hvordan hun havde det, med en hvis herre som jeg syntes havde kurtiseret hende i løbet af aftenen. Hun svarede, at hun var ret vild med ham, og at de altid flirter, men at hun altid stikker af, lige inden festerne lukker ned, så hun slipper for at afvise ham. Slipper for at afvise ham..??? Til at starte med forstod jeg ikke, hvad hun mente, for det er da simpelt, hun er vild med ham, han er vild med hende… Go for it!!! Hvor svært kan det være? Men det viser sig, at det er knap så ukompliceret som man lige skulle tro. Og  den næste sætning hun sagde, fik mig til at gyse. Gyse fordi jeg kan huske, at jeg selv har haft de samme tanker, gyse fordi jeg har hørt andre fraskilte kvinder og mødre sige det samme, og gyse fordi det er helt skørt, hvad vi kvinder bliver budt, og byder os selv, og hinanden af mærkelige kropsidealer som vi synes, vi skal leve op til.

For hun sagde ordret “Maria! Jeg er midt i 40erne, mine bryster og mit maveskind sidder ikke lige der, hvor det sad inden jeg fødte mine to børn. Da jeg var sammen med mine børns far, betød det jo ikke noget, det var til ham og mig, at jeg havde båret og født vores børn, men med en anden mand er det en anden situation. Jeg har ikke fået luftet fileten, siden jeg blev skilt, og nu har jeg vænnet mig til tanken om, at det nok ikke sker lige foreløbig”. Jeg skulle lige til at spørge, hvad hun mente med det, men måtte bare svare I know, for jeg havde præcist de samme tanker for 4 år siden, da jeg efter 13 års knalden med faren til mine drenge skulle ud på “markedet” igen. Det var scary nok i forvejen, og nu også med en krop der havde født… En krop der havde født og båret to dejlige drengebørn. Da jeg blev skilt tænkte jeg… Hmmm nå men det var så det, for hvem faen gider knalde med en kvinde, der har fået børn med en anden mand. ØH! Hvor hård har man lige lov til at være overfor sig selv? Og hvor crazy er den logik? Krop der har født børn er lig med unfuckable krop, som skal i skammekrogen og aldrig mere have glæde af sexy lækkerier skørt, skørt skørt tænkt… Men jeg tænkte det, og jeg var og er tydeligvis ikke alene om at have den slags tanker. Os der har prøvet det, kan jo alle blive enige om, at det at bære børn, og give liv er noget af det vildeste, men det skal åbenbart helst gøres så pænt og kontrolleret, at det ikke må kunne ses efterfølgende, for det er usexet. Hmmmm…Mere skør logik!

De fleste jeg har mødt, både mænd og kvinder der lige er blevet skilt kan nikke genkendende til, at man efter en skilsmisse kan have et temmeligt dårligt selvværd, men ligefrem at tro at man aldrig skal have dejlig sex igen, fordi man er blevet skilt fra den mand, som man fik børn med, er sgu da skørt med skørt på.

Og der i taxien over Kneppelsbro ved siden af mig sad en fuldstændig fantastisk kvinde, et fucking catch, hvis du spørger mig og følte sig så lidt tiltrækkende, bare fordi hun havde født børn, at hun ikke turde, springe ud i et løssluppent eventyr med nærhed og passion med en mand hun kunne lide, og som tydeligvis også synes hun var dejlig.

De fleste af os kan nok blive enige om, at det er en skør logik, og grine lidt af det, for man bliver jo heldigvis klogere, og man finder ud af, at der er mere sex, passion og eventyr derude end man overhovedet havde fantasi til at forestille sig. Det forhold man kommer fra, og hvordan det sluttede har selvfølgelig også noget at sige. Hvis du har levet i et passionsløst ægteskab, og du hverken selv har begæret, eller er blevet begæret, så giver det jo meget god mening, at man ikke tror, at man er fuckable. Og hvis din krop og dit sind er blevet valgt fra, til fordel for en andens så kan man også meget hurtigt komme til at tro, at der er noget galt med ens egen krop og ens eget sind. Det må man være modig til at kigge på og se i øjnene eller bare lukke øjnene for og “fake it until you make it”… Den hurdle må man bare over. For der er hverken hoved eller hale i den logik. Uanset historie, BMI, antal strækmærker og hængekasser for vi er jo alle Yummy mummies… Vores kroppe har gjort noget så normalt og alligevel så crazy vildt som at bære og føde børn. Hvor mange mænd synes lige, at det er usexet? Og hvor meget betyder strækmærker, hængebryster og muffintops egentlig for mænd når det kommer til stykket. Ikke særlig meget hvis du spørger dem, måske tør de ikke sige det højt, men jeg vælger at tro på dem, når de siger, at det handler mere om udstråling, erfaring og selvværd (dette er ifølge min meget lidt videnskabelige undersøgelse baseret på snik snak igennem årene med mange mænd om præcist dette emne – men det lader til at holde stik)… Så det er altså muligvis os kvinder under indflydelse af medierne, og måske nogle uheldige Tinderdates der spinner de her historier, om at tiden og livet ikke må sætte spor på og i vores kroppe, hvis vi skal være tiltrækkende.

Min venindes kommentar gør mig trist. For det er endnu en historie om, hvor meget nogle kvinder slår knuder på sig selv, for at gøre sig selv forkerte og utilstrækkelige. Tænk engang at nogen af os er så hårdt påvirkede af mediernes og tidens kropsidealer, at vi ikke mener, at vi er fuckable, bare fordi det kan ses, at vi har født børn. At der skulle være noget skammeligt over, den krop vi lever i, på grund af at den har givet liv og derved forandret sig, noget der er det mest naturlige i hele verden.

Jeg kan huske, da der blev flirtet med mig for første gang, efter jeg var blevet single. Jeg skulle interviewe en amerikansk arkitekt, vi blev begge lidt paf, da vi fik øjenkontakt, og samtalen blev meget hurtigt ikke faglig og meget hurtigt meget personlig. Midt i det hele begyndte jeg at tale om drengene, det var en af de første weekender, jeg havde uden dem. Da jeg havde nævnt dem, tænkte jeg, at der røg den flirt… Så hans reaktion kom fuldstændig bag på mig, for han spilede øjnene op og sagde Ummmm you are one yummy mummy!!! Yummy mummy!!! MOI??! Kunne det virkelig passe, at jeg stadig var fuckable på trods af, at jeg havde født børn? Og kunne det virkelig passe, at det nærmest bare gjorde mig endnu mere interessant i hans øjne? Affæren var kort, som den slags ofte er, når man bor på to forskellige kontinenter, men jeg er altså helt sikker på, at der var en mening med, at jeg skulle støde ind i ham, lige der hvor jeg gik rundt, og følte mig allermest nede, ubegæret og usexet, lige der hvor min hjerne havde fucked så hårdt med mig og mit selvværd, at jeg var under den overbevisning, at sex og passion ikke var noget der lå i kortene for mig og min fremtid.

 

Måske handler det om at de fleste nyskilte kommer fra udtørrede forhold og udsultede relationer hvor intimitet og nærvær har manglet og derved også lysten til hinanden. Og når ikke min x havde lyst til mig, så er der vel ingen anden der kan få lyst til mig…? Jeg ved det ikke, der spiller 1000 ting ind tror jeg, faktum er bare, at vi ved at lave sådan nogen historier i vores hoved, kan komme til at snyde os selv og nogle dejlige mænd for flere 100 timers passion, hvis vi går rundt og tror, at de ikke vil en tur i høet med os, fordi vi har født børn og vores krop ikke ligner en 18årigs. Medmindre du er i cugarstate, kommer de højest sandsynligt selv fra en relation, hvor der har været en kvinde, der har født børn, og som de med glæde har knaldet efterfølgende, måske synes de ligefrem at en blød kvindekrop er dejlig… Who knows? Nogen mænd tænder på store kasser andre på små nogen på store maver og nogen på små røve…

Hvis vi kvinder kunne starte med at tænde på os selv uanset størrelse og strækmærker, så bliver det hele nok lidt mere løssluppent og lidt mindre kontrolleret.  Det er os selv og hinanden og medierne der puster til myterne om, at vi skal være tynde og lækre og unge for at være attraktive… Sjovt nok og det glemmer vi lidt ældre kvinder måske nok, så tænder de fleste modne interessante mænd på selvværd, charme, erfaring og det at kunne give sig hen, de fleste er ikke så optagede af spændt maveskind og unge bamsesnudebryster når det kommer til stykket. Og hvis nu den mand man får med hjem i kassen, forlader dobbeltsengen på grund af et par hængekasser, så er han nok i bund og grund ikke så interessant og højest sandsynligt en ret så kedeligt og kontrolleret knald alligevel…

Jeg har endnu ikke mødt en nyskilt mand, der har troet, at han skulle leve i cølibat resen af hans liv, fordi han nu ikke var sammen med sine børns mor… Der har måske været lidt nervøsitet, men aldrig tanken om at han ikke var var værd at tage med hjem i kassen. Der er mange ting mænd og kvinder kan lære af hinanden… Og lige i dette tilfælde er det os kvinder der må lære af mændene, og det for alles skyld for hvor sjovt er det at knalde med en der ikke giver sig hen. Eller en der ikke tør smide tøjet fordi hun lige synes hun skal tabe 5 kg og et par strækmærker før hun er fuckable?

Så kære kvinde der muligvis tænker det samme som jeg tænkte. Nyd nu at du igen er ude på markedet, at du har mulighed for at gøre og prøve lige det du vil, og husk at det der med at en kvindekrop der har født ikke er sexy… Det er en historie i dit hoved, ikke nødvendigvis en historie i den mand der står og flirter med dig i barens hoved…

Så kære kvinde med den kvindelige krop giv efter og giv dig hen og ja det er da mærkeligt at skulle have sex med en anden end den man fik børn med og er blevet skilt fra, men hvis du tænker over det, så  var det måske ik så fedt og hedt og pivfrækt hen imod slutningen alligevel, måske er det nye du møder endnu mere on fire og smokin hot end du overhovedet har fantasi til at fantasere om…

Så relax og fyr den af!!! Du er og bliver en yummy mummy

3 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *